Jeg har været til rigtig mange koncerter.
Ingen af dem har været bag rattet af en bil, men der er en første gang for alt, og fredag aften blev der sat flueben ved min første drive-in koncert. Et koncept, der nok ikke rigtig var nogen af os, der havde forestillet os at stifte bekendtskab med for tre måneder siden.
Jeg har længe været betaget af R&B duoen fra Albertslund, Phlake, og efter deres seneste udgivelse "The Illegal Download of Your Soul" (T.I.D.O.Y.S) er den kun blevet større, men af en eller anden uforklarlig grund, er det aldrig lykkedes mig at få dem set live.
Derfor stod det da også næsten som skrevet i stjernerne, da de annoncerede deres drive-in tour, at jeg skulle forbi, når de ramte postnummer 9000.
Så her sad jeg, fredag aften, bag rettet til min første Phlake- og drive-in koncert. Ville det mon bare være det samme, som hvis jeg sad hjemme i stuen, og smed vinylen på pladeafspilleren?
Selve drive-in konceptet havde jeg ikke de store forventninger til, og selv om jeg havde en koncert med Phlake til gode, sad jeg alligevel med en vis forventning til duoen.
Parkeringspladsen P3 i Aalborg Lufthavn var langt fra fyldt, men de biler, der var dukket op, kunne glæde sig over en smuk solnedgang i vest, mens de stille og roligt fik tunet deres bilradioer ind på frekvens 88,8.
Et minut før koncertens start klokken 22.00 kunne man med vinduet rullet ned høre bandet råbe deres kampråb.
Mercedes: the good hearted virus
Nummeret "Aliens Need Love Too" åbnede ballet, og er en af de fineste sange fra den nyeste udgivelse. Mads Bo Iversens følsomme vokal akkompagneret med resten af instrumenterne slog én ting helt fast fra start: Mads Bo har en af de stærkeste og smukkeste vokaler på den danske musikscenen lige nu, og bandet spiller solidt. Punktum.
Efter første nummer blev der budt velkommen,
- Det bliver rigtig sjovt, det her. Er I klar på det? lød det fra frontmanden, og bilerne på P3 responderede straks med dyt, blink og vink med vinduesviskerne.
Foruden duoen, som består af Mads Bo Iversen på vokal og Jonathan Elkær
på keyboard, var de akkompagneret af Lasse Ziegler på guitar, Louis
Winding på bas og Nikolaj Lindberg på trommer.
De næste tre numre var, lige som det første, fra deres nyeste, knapt en måned gamle udgivelse, og det specielle ved netop den udgivelse er alter egoet "Mercedes the Virus".
En karakter, et alter ego, duoen ved et tilfælde skabte i 2018, da Jonathan Elkær legede med Mads Bo Iversens vokal. Vokalen røg en hel oktav op og fik ham til at lyde som en kvinde. I langt tid var der meget mystik om, hvem sangerinden mon var, og først et par dagen inden udgivelsen, blev det afsløret, at det var en pitchet udgave af Mads Bo.
Men hvordan fungerede det så i en live? For ét er at skabe noget i et studie, noget andet er at få det til at fungere live. Men det gjorde det.
Iversen var udstyret med to mikrofoner, den ene pitchet og indstillet til "Mercedes the Virus" og ved at dreje sig selv til venstre, kunne han altså forvandle sig til sit alter ego, og det fungerede upåklageligt.
Et dyt og en cykeltur
Efter et par nye numre tog de publikum tilbage til deres helt store gennembrudshit "Pregnant", og hvis det ikke var fordi, publikum var tvunget til at blive i bilerne, er jeg ret sikker på, at der havde udspillet sig en fest foran scenen.
Det var ikke den første drive-in koncert på deres tour, og det synes jeg godt, man kunne mærke. De virkede enormt sikre på det, de gjorde, og det smittede af på publikum - i hvert fald på mig - for det var hverken akavet eller mærkeligt. Det føltes så naturligt, som det nu kan, når man er til koncert i en bil.
Bandet var enormt velspillende, Iversens vokal var spot-on, og overordnet var det svært at sætte en finger på noget, der ikke fungerede.
Men hvordan får man så sit publikum med, når alle er tvunget til at blive i bilen?
Under nummeret "The Rascal" fra deres anden udgivelse, Weird Invitations, løb Mads Bo ned blandt bilerne, og selv om det måske var et "billigt" trick, så virkede det. Der blev dyttet på livet løs, og der var ingen, som virkede utilfredse med Mads Bo Iversens besøg blandt køretøjerne.
Hvad der dog næsten virkede endnu bedre var, da Mads Bo Iversen fandt en cykelhjelm frem, hoppede op på en gammel damecykel og fræsede rundt blandt bilerne: Alt imens "Moldavia" fra duoens debutplade, Slush Hours, blev fremført med endnu en stærk vokalpræstation fra Iversen. En sjov gimmick, som gik rent hjem hos undertegnede.
Efter cykelturen var Mads Bo tilbage på scenen med bandet, hvor endnu et nyt nummer drønede ud af højtalerne. Nummeret "Silly Dancer" er et af de stærkeste numre fra "The Illegal Download of Your Soul" udgivelsen, og det er et af de numre, hvor duetten mellem Mads Bo Iversen og "Mercedes the Virus" virkelig fungerer på pladen, men nu også live. Mads Bo fulgte den helt til dørs og slog endnu en gang fast, hvor stærk hans vokal er. Jeg havde svært ved at forestille mig duetten i et live format, men det virkede både stærkt og enormt sårbart på samme tid. Meget imponerende.
Og så var der dytte-konkurrencen:
Dyt, hvis I vil høre "IKEA Episodes".
Dyt, hvis I vil høre "So Faded".
Og selvom jeg selv havde håbet på debutsinglen "So Faded", var det, ikke overraskende, den populære "IKEA Episodes", der løb med sejren.
Efter godt 60 minutter takkede Phlake af, og der blev for sidste gang dyttet alt, hvad bilerne kunne trække. Jeg fik en klar fornemmelse af, at publikum - trods omstændighederne og det uvante format - havde nydt koncerten og sagtens kunne have klaret en halv time mere.
Kan det overhovedet noget?
Hvis man, som jeg selv, har været til koncerter før, så ved man, at den stemning, man oplever dér, kan være svær at sætte ord på. Det kan noget helt specielt, men lige nu er vi i en uvant situation, og vi må tilpasse os.
Overall fungerede drive-in konceptet fint, men det er selvfølgelig svært at mærke den stemning, man som regel mærker til en koncert. Jovist, man kan se folk i nabo-bilerne, men udover det er det sådan set kun dyt og et vink med vinduesviskerne, der er med til at indikere en smule stemning - og det er ikke helt nok. Der mangler kropssprog, mimik, bevægelse og fællessang, men når det nu ikke kan lade sig gøre, er det rart at kunne få sit livemusik-fix alligevel.
Men Phlake skal ikke trækkes ned på grund af set-uppet, og de skal så absolut have ros for deres måde at håndtere en uvant situation på. Bandet var oplagte, Mads Bo var i hopla, og det var svært at sætte en finger på, hvad der ikke fungerede, og hvad de kunne have gjort anderledes.
Jeg kørte derfra mere end overbevist om, at det ikke var min sidste Phlake-koncert, og selv om drive-in konceptet er det bedste med den nuværende situation, så håber jeg, at den næste bliver i en varm sal med en øl i hånden - og ikke bag et rat.
Seks ud af seks stjerner.
No comments:
Post a Comment