R&b-duoen spiller i den nye bydel Høje Taastrup C
Mange troede nok, at forårets og sommerens drive-in-koncerter var et overstået fænomen efter, at musik-Danmark er begyndt at genåbne med siddekoncerter med plads til maksimalt 500 personer.
Nu annoncerer Phlake dog en akustisk drive-in-koncert lørdag den 10. oktober klokken 14 på parkeringspladsen ved City 2 i Høje Taastrup tæt på, hvor de to bandlemmer, sanger Mads Bo Iversen og keyboardspiller Jonathan Elkær selv voksede op i Albertslund.
Bag koncerten står Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C i samarbejde med Taastrup Teater & Musikhus samt City 2.
”Vi
laver denne koncert for at sætte fokus på, hvad det er for en ny by,
der opføres, og hvad den kommende bypark kan bruges til. Dette er kun
begyndelsen. Når bydelen står færdig, er det meningen, at den kommende
bydelsforening skal stå for at gennemføre bylivsaktiviteterne. For at
sikre, at kulturen og bylivet fortsætter, når byggeriet skyder op, og
beboerne flytter ind, vil der årligt blive afsat i niveauet 750.000
kroner til formålet” siger Lars Bloch, administrerende direktør i
Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C i en pressemeddelelse.
Ved
koncerten, der som nævnt afholdes på parkeringspladsen ved City 2, vil
der blive plads til 281 biler. Da der kan være mindst fire personer i
hver bil, vil der være plads til over 1000 koncertdeltagere.
Koncerten
er et af de første af en række initiativer, der skal sætte Høje
Taastrup C på landkortet. Lige nu er Høje Taastrup C en stor byggeplads,
men de første beboere vil om et års tid kunne flytte ind i nye og
bæredygtige bydel, som er udtænkt af det markante arkitektfirma COBE.
Den
nye bydel vil rumme 1200 nye boliger og godt 3000 beboere og skyder op
omkring en grøn bypark. Gennem byparken løber verdens ifølge
Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C formentlig længste skaterbane,
tegnet af den verdenskendte danske mesterskater Rune Glifberg og hans
arkitektmakker Ebbe Lykke.
Phlake udgav i foråret deres tredje album The Illegal Download of Your Soul, som GAFFA tildelte de maksimale seks stjerner. R&b-duoen har haft stor succes siden 2015, hvor de udkom med deres debutsingle "So Faded" fulgt op af hits som "Pregnant", "Angel Zoo", "Ikea Episodes", "The Rascal" og mange flere.
Billetter kan købes via hjemmesiden højetaastrupc.dk – prisen pr. personbil er 150 kr.
Duoen var i foråret på drive-in-turné, og de kunne sagtens komme ud over scenekanten og ind i bilerne ifølge GAFFAs anmelder.
No comments:
Post a Comment