Efter to aflyste sæsoner i træk er de danske festivaler forståeligt pressede ‒ men det har også styrket dialogen mellem dem og vist nødvendigheden af at sætte festivalkulturen på den politiske dagsorden under én fælles stemme
I kølvandet på to aflyste festivalsæsoner er Roskilde Festival, Smukfest, NorthSide, Tinderbox, Copenhell og Heartland, der er seks af landets største festivaler, gået sammen om at stable arrangementet Festivaler & Fællesskab sammen. Det bliver afviklet på fredag d. 18. juni fra kl. 11-22 på Gæstgiveren på Bornholm – som en del af Folkemødet.
Festivaler & Fællesskab vil blandt andet byde på talks og debatter om kunstens og kulturens betydning. Arrangementet vil have fokus på det fællesskab, som festivalkulturen skaber og den store betydning, det har for os alle, samt den økonomiske rolle, som festivalerne har. Om aftenen vil den danske folk-kunstner Myrkur spille koncert.
I en pressemeddelelse fra interesseorganisationen Dansk Live lyder det:
“Mere end to millioner gæster besøger hvert år de danske festivaler. Det gør de for at høre musik, for at opleve nye input, stimulere sanserne, nyde frirummet og måske frem for alt for at føle sig som en del af et fællesskab. Festivalerne spiller ikke bare en kolossal rolle for gæster, artister og musikanmelderne. De sætter også økonomisk aftryk på lokalsamfund og føder en række erhverv omkring den kunstneriske værdikæde”.
Signe Lopdrup og Anders Wahrén fra Roskilde Festival, Jesper Christensen fra Live Nation, Esben Marcher fra Dansk Live, Jonathan Elkær fra Phlake, Martin Thim fra NorthSide og Tinderbox, Janne Villadsen fra Heartland og Jimmie Riise fra Danske Agenters Sammenslutning er blandt de deltagende til arrangementet.
Følg med i Festivaler & Fællesskabs Facebook-begivenhed.
LÆS OGSÅ: Dansk Live om ny genåbningsaftale: "Der er lys for enden af tunnellen"
Se programmet for Festivaler & Fællesskab den 18. juni her:
11.00 – 12.00: Kultur og festivaler – vækstlag og ungdommen v. Signe Lopdrup (Roskilde Festival)
14.00 – 15:00: Artisterne og økonomien bag v. Janne Villadsen (Heartland)
16.00 – 17.00: Festivalernes økonomi v. Martin Thim (NorthSide/Tinderbox)
19.00: Myrkur
21.00: TBA
No comments:
Post a Comment