Den danske duo phlake er notorisk kendte for deres tilbagelænede, chill musikstil, der passer særdeles godt til en rolig dag liggende i en hængekøje under et stort vajende palmeblad. Denne sommer turnerer de med et akustisk setup, og det er derfor også med en vis grad af spænding, at undertegnede placerer sig foran scenen. For hvor meget mere laid back kan det egentlig blive? Svaret er, måske lidt overraskende, en hel del!
Normalt når phlake optræder er det et mindre fodboldhold, der går på scenen, men denne aftentime får vi udelukkende fornøjelsen af forsanger Mads Bo og duoens husguitarist Lasse Ziegler. Mads Bos bedre halvdel og de øvrige 50 procent af phlake, Jonathan Elkær, er simpelthen ikke en del af de akustiske koncerter, hvilket umiddelbart virker en anelse skørt, når der er tale om et tomandsprojekt. To mand er der dog på scenen, og de gør det aldeles fremragende.
Tre mikrofoner, to mænd, en guitar
Det akustiske aspekt betyder naturligvis også et noget nedbarberet sceneudtryk. To sorte Ikea-klapstole med hver sit grønne stykke tape på ryglænet står klar bag en lille håndfuld mikrofoner, da de to træder ind på scenen, og det sparsomme udstyrsarrangement bliver også hurtigt kommenteret fra scenen: ”Jonathan er blevet hjemme, men jeg har taget Lasse med i stedet, og nogle knapper, og tre mikrofoner og min computer og en boks.”
Således oplyst er vi efterhånden også parat til phlakestart.
Med et repertoire fyldt med hoftevridere er der heldigvis nok at tage af og gøre endnu mere langsomme og nedskalerede, når de nu kun skal akkompagneres af en guitar. ”So Faded” er ingen undtagelse, og den får med sine langsomme rytmer publikum til at falde til ro og indgå i et fælles svaj, mens de lytter til de klimprende toner. Herefter øges tempoet en anelse, og skulle der være nogle enkelte på pladsen, der stadig troede, at Mercedes The Virus, der indgår som fast stemme på duoens seneste album, var en ægte person, er den illusion nu punkteret.
For de tre mikrofoner foran Mads Bo er ikke kun for syns skyld. Mens den midterste har helt almindelig lyd, hjælper de to øvrige mikrofoner sangerens stemme lidt på vej, så han kan lægge de effekter på, som er velkendte fra duoens studieversioner. Inklusive Mercedes’ stemme. Og netop den stemme er ret så vigtig på nummeret ”Waited All Summer”, der var en af sidste års store sommerfavoritter herhjemme, og som tydeligvis stadig sidder fast på nethinden hos de mange, der synger med.
”Hvor lyder det dejligt grimt,” kommenterer Mads Bo med et glimt i øjet, inden han bliver afbrudt af nogle energiske mennesker oppe foran, der insisterer på at synge fodboldsange fra musikerens sidegesjæft Lidt til Lægterne, der blev meget populær under den netop afsluttede EM-slutrunde med deres humoristiske hyldester til landsholdspillerne.
Men det er ikke sange om Simon Kjærs forkærlighed for calzonæ, der er på aftenens menu. Det er derimod en blandet pose bolsjer af alt det bedste fra phlakebutikken, hvor vi bliver forkælet med helt sprøde og chill versioner af numre som ”Baby Steps”, ”Breakup Business”, ”Silly Dancer” og den måske mest oplagte af dem alle ”Costa Rica”, der i forvejen har en ekstracrisp guitarintro, som passer perfekt til det akustiske, inden den sniger sig over og bliver til ”Angel Zoo” – præcis som den gør det på Slush Hours-albummet fra 2016.
Lidt til lægterne
Og lad os så tage den, for EM-feberen er åbenbart ikke helt aftaget, og i stedet for bare at køre videre som planlagt får Mads Bo på fin vis pleaset både dem, der er kommet for phlake, og dem der er kommet for Lidt til Lægterne ved at synge et par ultrakorte duetter med publikum, og på den måde fik både Simon Kjær og Pierre-Emile Højbjerg begge en birolle på lige fod med Mercedes The Virus.
No comments:
Post a Comment