Thursday, May 12, 2022

Grøn Koncert klar med de sidste navne


 

Tuborg og Muskelsvindfonden har netop offentliggjort, hvilke to navne, der fuldender årets Grøn-program. Der er tale om pop/r&b-hitmagerne Phlake og hiphop-veteranerne Suspekt, der i øvrigt begge kommer fra Albertslund.

Suspekt kan til sommer opleves på Grøn for femte gang, mens det er anden gang, at Phlake er med.

Phlake ser frem til at vende tilbage på Grøn:

”Endelig skal vi spille på Grøn igen. Vi glæder os bare til at komme ud på græs igen og blive sluppet fri sammen med alle dem, som kommer og ser koncerter. Det er første gang i tre år, at der bliver spillet ægte sommerkoncerter, og det glæder vi os helt hjernedødt meget til,” siger de i en pressemeddelelse.

Pop/r&b-duoen Phlake brød igennem i 2016 med singlerne "Pregnant" og "Angel Zoo" og debutalbummet Slush Hours, der høstede hele fem priser ved Danish Music Awards i 2016, blandt andet for "Årets Album". Gruppen var det mest spillede danske navn på P3 i både 2016 og 2017, og i 2018 var "The Rascal" det mest spillede danske nummer på dansk radio.

I slutningen af oktober 2021 udsendte Phlake første single fra et kommende album, deres fjerde, der endnu ikke er udkommet. Nummeret "Vendetta" blev P3's Uundgåelige og endnu et hit. I april i år fulgte duoen op med deres nyeste single, "10 Feet". Phlake havde debut på Grøn i 2018.

 

Source

No comments:

Post a Comment